Hjemtur
Hjørnet af Studiestræde og Vester Voldgade. En midaldrende cyklist er stoppet op - står på fortovet og følger med i en film der vises på et fjernsyn i Hifi-butikkens vindue.
En cyklist iklædt sort t-shirt med hvide tegninger og cowboybukser stopper for rødt. Han fisker noget op af lommen.
Den midaldrende cyklist kigger forvirret på fjernsynet da det pludselig går i sort - træder et skridt til side for at søge en forklaring. Venter et øjeblik, resignerer så og tænder for forlygten på sin cykel.
Samtidig bliver det grønt og den t-shirt klædte cyklist træder i pedalerne. Da han når den anden side af lyskrydset lader han den lille himstergims glide ned i lommen igen.