Monster Philosophy
D-A-Ds næste plade, og den første single derfra, hedder Monster Philosophy. Pladeselskabet har lavet en webside om den: monsterphilosophy.dk.
Det primære formål ser ud til at være at oplyse lidt og linke til steder man kan købe singlen digitalt.
Hvorfor man skulle ville det sidste, når man kan download'e MP3-filen direkte fra monsterphilosophy.dk er mig lidt en gåde - men tak for det, EMI. Ajourføring: De har nu ændret, så man kun kan lytte via noget Flash-halløj.
I den oplysende tekst er der et par sjove formuleringer:
» [...] med 25 år på bagen er gruppen en af Danmarks ældste og mest erfarne, men det høres slet ikke på Monster Philosophy. «
Nå, det lyder da lidt trist hvis deres erfaring er umulig at høre på Monster Philosophy. Lyder de stadig som i 1984, eller hva'?
Senere står der:
» Melodisk og hårdtslående med en drøm af et omkvæd, der går rent ind, og med Cobbers forlystelsessyge guitar, der vil så meget. «
Også en sjov formulering: "der vil så meget." - fortsættelsen er vel næsten per automatik "men ikke kan"?!
Endelig er det lidt mystisk at single-coveret ikke optræder på siden.
Nå, men det er da fint at de reklamerer lidt for monsteret - det har jeg ikke tænkt mig at kimse af.